"Den kognitive diamant hjælper til at skabe mening i, hvad der på overfladen ofte kan opleves som uforståelig adfærd. På den måde taler den ind i en grundlæggende pædagogisk-psykologisk forståelse, nemlig: at se bagom adfærd.
Modellen kan være et effektivt psykoedukativt redskab til at øge barnets/den unges forståelse for angstens dynamik. Mange børn/unge oplever, at dette overblik giver ro og håb, fordi det skaber sprog for, og handlemuligheder ind i, oplevelser som ellers har fremstået uforklarlige og uhåndterbare for barnet/den unge selv.
Den kognitive diamant giver os mulighed for at sætte ind flere steder overfor angsten, da dens grundlæggende rationale netop er, at alle fire elementer - tanker, følelser, krop og adfærd - påvirker hinanden gensidigt. Det er her afgørende, at man finder frem til strategier i fællesskab med barnet/den unge.
Når vi taler angstproblematikker, giver det for mange børn/unge mening at starte med en opmærksomhed på kroppen. Det er mindre skamfuldt at tale om fx mavepine og hjertebanken end tanker om ikke at være noget værd, og mere tilgængeligt at arbejde med åndedrætsøvelser end tankemønstre."
|