Dét at gå på stu handler om at få redskaber til at mestre livet, og selvtransport er et vigtigt et. At kunne transportere sig fra A til B betyder nemlig frihed og selvstændighed i eget liv.
Som noget nyt tilbyder vores stu i København understøttende gruppeforløb om transporttræning. Tilbuddet er målrettet de af vores studerende, som lider af en angstproblematik, der spænder ben for deres evne til at tage offentlig transport på egen hånd.
De studerende som har gennemført et gruppeforløb fremhæver betydningen af ikke at stå alene med problematikken. De unge bliver hinandens heppekor, idet de erfaringsdeler og bevidner hinandens små og store sejre i processen mod at overkomme transportangst.
|